

28/11/2019
SMUKKE ORD på Team
SMUK teater og Team Teatret præsenterer med glæde 3. sæsons første omgang SMUKKE ORD på Team.
Vi vender denne gang tilbage til en helt traditionel omgang poetry slam: En kamp på ord mellem en flok dygtige poeter og performere.
Er du klar til en ordentlig ordgasme? Kom og oplev poetry slam på Team Teatret - vi glæder os til at se dig.
Line-up er totalt lækkert:
Martin Anker Jensen er fra Odense, og han har over de seneste år slået sit navn fast som en af de mest stilsikre slammere på den fynske scene med tekster talt direkte fra hjertet. Det er første gang Martin står på vores scene. Martin er i øvrigt Danmarks eneste slasa-slammer!
Ronnie Flensborg Iversen er fra Herning og er debutant på vores scene. Men Ronnie har masser af erfaring med det skrevne og talte ord – og så har han en rigtig fed, rå humor. Ronnie er i øvrigt ekspert i Nis Petersen!
Jeppe Tomzak er også fra Herning og er efterhånden et fast indslag i SMUKKE ORD på Team. Jeppe har stor inspiration fra hiphop og fortæller historier et liv i overhalingsbanen – et liv som kun få kommer gennem uden ar på hænderne. Jeppe er i øvrigt kæmpe FCM-fan!
Herningensiske Peter Thaisen er en af de to stiftere af SMUKKE ORD på Team. Peter har en filosofisk tilgang til det meste her i livet, og det bærer hans tekster præg af. Man kan dårligt være mere Meta end Peter. Peter er i øvrigt også medstifter af Hernings nye kulturforening Kultivator!
Kasper Gram-Hansen er endnu en fynbo og en stor hemmelighed for resten af Danmark. Men nu har vi for første gang lokket ham over Lillebælt til vores scene, og det vil du ikke gå glip af! Kasper er i øvrigt også Poetry slam-anmelder!
Amir Rehman er i den grad lig med undergrundskultur i Herning. Han har arrangeret et væld af subkulturarrangementer, men nu er det lykkedes os at indfange ham og stille ham på en etableret scene. Amir er i øvrigt det mest punkede, der har eksisteret siden Sex Pistols!
Thomas Thisted er femte deltager fra Herning, og derudover er han stifter af SMUKKE ORD på Team (og af Kultivator og af SMUK teater). På scenen er han ofte en vred gammel mand – men det er kun skuespil, for i virkeligheden er han en venlig ung mand, hvis han selv skal sige det. Thomas er i øvrigt regerende Aalborgmester i Poetry Slam!
Vært er Kaare Olsen fra Aalborg, og Kaare er en smuk, smuk vært. Kaare har selv deltaget i et hav af poetry slam-konkurrencer og har flere sejre under bæltet. Kaare udstråler som vært masser af ro og mon ikke han også fyrer et af sine fantastiske slams af undervejs. Så bare læn dig tilbage i sædet – Kaare har helt styr på tropperne.