H. C. Andersen er fundet
Efter længere tids søgen er det lykkedes SMUK teater at finde hovedrolleindehaveren til den store musicalsatsning i Skarrild ”Der var engang?”.
Musicalen handler om H. C. Andersen og hans eventyr, og da hovedrolleindehaveren skal spille H. C. Andersen, så er der flere krav, der skal opfyldes end vanligt.
”Normalt har vi ikke specifikke krav til en skuespillers udseende, men alle har en forestilling om, hvordan H. C. Andersen ser ud”, siger projektleder Thomas Thisted: ”Derfor skulle vi finde en skuespiller, der selvsagt skal kunne udfylde rollen og synge, men også have en vis fysisk lighed med en ung H. C. Andersen”.
Instruktør John Eg Pedersen supplerer: ”Vi havde begge set en ny skuespiller i Teaterkompagniets opsætning af Matador i Brande, og vi var enige om, at han var en mulighed. Derfor var vi rigtig glade for, at han valgte at komme til audition hos os”.
Den skuespiller er Franz Petterson fra Brande, og Franz er henrykt for muligheden for at spille så stor en rolle. ”Jeg havde fornøjelsen af at debutere på scenen som Tjener Boldt i Brande. Det gav mig blod på tanden – jeg havde fundet mig en ny fritidsinteresse, som er rigtig sjov, og hvor man møder mange skønne mennesker”.
Franz Petterson så SMUK teaters forestilling ”Showtime” sidste år, og da han synes niveauet var godt, og at det var en sjov måde at kombinere populær musik med et teaterstykke, så valgte han at gå til audition på ”Der var engang?”
”Jeg så, at dette års stykke var af samme manuskriptforfatter og med samme instruktør, så det var et let valg at tage til audition”, siger Franz Petterson og fortsætter: ”At jeg så fik tilbudt rollen som H. C. Andersen kom som en positiv overraskelse. Det er en større rolle, end jeg havde forventet at få, men jeg vil helt sikkert gøre mit bedste for at imødekomme den tillid, som SMUK teater har vist mig. ”
Styregruppen bag forestillingen er helt sikker på, at Franz Petterson kan løfte rollen. ”Franz viste i rollen som Tjener Boldt, at han er en intuitiv skuespiller med en forrygende sangstemme. Når han kommer til at samarbejde med vore øvrige dygtige skuespillere og med hele det kreative team bag forestillingen, så er vi ikke i tvivl om, at det bliver en god oplevelse for alle. Det er på alle måder starten på et nyt eventyr”, siger projektleder Thomas Thisted, der i øvrigt kan afsløre, at næsten hele resten af holdet på scenen er på plads. Der mangler kun udfyldelse af et par mindre roller, og vi vil både se gamle kendinge og nye ansigter.
Franz Petterson glæder sig da også til at komme i gang og møde alle de andre. ”Jeg håber og tror på, at forestillingen ”Der var engang?” vil blive en super god oplevelse, ikke bare for os på og bag ved scenen, men også for publikum, der kan forvente en underholdende forestilling i Skarrild”, afslutter Franz Petterson.